Fysiurgisk massage: Friktionsmassage med olie på huden. Massagen varmer musklerne op og løsner spændinger og myoser. Klienten er afklædt i det omfang, der er nødvendigt for behandlingen og afdækkes med lagen og håndklæde.
MET: (Muskel Energi Teknik). Strækgreb. Formålet med denne teknik er at øge ledbevægeligheden ved at genoprette musklernes smidighed, blodgennemstrømning og normale længde. Klienten er selv aktiv under udførelsen af MET. Grebet kan udføres gennem lagen eller tøj.
STR: Soft Tissue Release (groft oversat: Blødt Vævs Løsning). Strækgreb. Dette greb har til formål at re-orientere muskelfibrene, fjerne affaldsstoffer og forebygge fremtidige skader. Klienten kan være passiv eller aktiv ved praktisering af STR. Grebet skal altid udføres gennem lagen eller tøj.
Sportsmassage: Er en samlet betegnelse for kombinationen af dyb fysiurgisk massage sammen med STR og MET
Tørgreb: Massage på huden uden olie. Selve huden bruges som friktionsmiddel hen over musklerne. Grebene bruges mest til undersøgelse for bindinger i hud og underhud, samt musklernes konsistens og tilstand.
Bindevævsmassage: Bindevæv er et elastisk materiale, som ligger mellem kroppens væv og organer, hvor det stiver kroppen af og limer det hele sammen. Massagen er især rettet mod det bløde bindevæv, som ligger mellem huden og muskulaturen. Er blodomløbet i dette lag gået mere eller mindre i stå, sker der ophobning af affaldsstoffer, fedt og også stress. Huden glider dermed kun med besvær og måske smerter hen over musklerne. Tendens til appelsinhud (bindinger mellem hud og muskler) forøges også.
Massagen øger blodgennemstrømningen, fjerner affaldsstoffer og dæmper tendensen til appelsinhud. Bindevævsmassage kan udføres med sugekopper eller hænderne. Jeg bruger hænderne.
Skeletmobilisering: Langsomme og blide manipulationer af leddene for at øge bevægeligheden og nedbryde psykiske barrierer. Denne behandlingsform er fuldstændig smertefri, såfremt klienten er helt afslappet. Metoden kan bruges alene, men virker bedst efter fysiurgisk massage. Den er speciel god til hofter, ryg, skuldre og nakke.
Den mest effektive massage i forbindelse med skader og overbelastning forårsaget af fysisk udfoldelse som arbejde eller idræt er typisk dyb fysiurgisk massage, efterfulgt af forskellige relevante strækgreb, dvs. MET og STR. Denne kombination er med til at gøre massagen mere virkningsfuld og langtidsholdbar.
Ved stress og udbrændthed vil almindelig fysiurgisk massage og bindevævsmassage virke løsnende og lindrende.